Mikkel Crone valgte at blive præst fordi det faldt ham meget naturligt ind da mange i hans familie også har været præster, og da han var ude og studere i Italien gik det op for ham at vil studere teologi. Grunden til at han valgte at prædike i Ryslinge frimenighed var at det var en lille menighed og han ville bruge mere tid på ”kærlig ydelse” i stedet for at være i møder konstant.

 

”En Grundtvigsk frimenighed er ikke del af den andemindelige folkekirke, men den kristendom der bliver forkyndt i kirken, det er den same evangeliske-lutherske kristendom er den samme som folkekirken også bygger på. Det er der er anderledes ved en frimenighed er at den står uden for folkekirken.”

Mikkel Crone fortæller at han også i sit præstearbejde bliver brugt til at have personlige samtaler med folk som går og kæmper med et eller andet. ”Jeg får både spørgsmål gennem en samtale over køledisken, men det er i den grad også folk

som ringer.

Det er folk som ikke har brug for at tale med en psykolog, læge eller en anden form for behandler, men som har brug for at tale med et menneske som har tavshedspligt og som er til at tale med. Det kan være i forbindelse med skilsmisse eller andre problemer i familien.”

Mikkel Crone uddyber videre, at han selvfølge har en masse erfaringer med tilspidsede situationer gennem sit arbejde, og at tavshedspligten betyder meget. ”Folk kan jo stole på og regne med, at det bliver sagt ikke kommer videre.”

Da vi spurgte ham om hvor mange der kom til en normal gudstjeneste i frimenigheden fortalte han os at der normalt kommer mellem 20 og 60. ”I vores menighed er der omkring 500 medlemmer i alt, så det er en ret god kirkegangsprocent. Hvorfor tror du at folk vælger at blive medlem af frimenighedskirken frem den almindelige folkekirke? ”De fleste er det fordi at deres forældre og bedsteforældre var det, og så er det gået i arv på den måde.

 

Men der er også mange som bare godt kan lide den måde gudstjenesterne er på, og den stemning der er i kirken”. Det kan også hænge sammen med at mange familier som flytter hertil, lader deres børn gå på friskolen, og det er lidt den samme tankegang. For ligesom at friskolerne ikke er en del af folkeskolerne, så er frimenigheden ikke den del af folkekirken. ”Det er dog ikke sådan at jeg går og prikker folk på skulderen og spørger: Du skal da lige være medlem af frimenigheden. Hvis vi gjorde det ville vi meste en stor del af vores troværdighed, og den er vi nødt til at opretholde hvis vi ikke vil undergrave vores egen status.

 

Til slut fortæller Mikkel Crone at det at tro på gud for ham er en selvfølgelighed for det liv han lever, og ikke kun for hans virke som præst. ”Jeg lever med en tiltro til at jeg er skabt af en gud der står bag det hele og at jeg ikke selv er den vigtigste i mit eget liv.