16 årige Karen har været på kanten af døden. I 2010 blev Karen ramt af kræft i knæet. I et år blev hun behandlet på Skejby Sygehus, men blev i december 2010 ramt af bivirkninger og blev alvorligt syg. Heldigvis er hun rask i dag og lever i bedste velgående, derudover har hun også valgt at stå frem og fortælle sin historie.

 

“Det gik ikke rigtig op for mig, at jeg nok skulle dø - jeg tænkte ikke rigtig over det. Jeg tænkte bare det her, det skal jeg nok overleve.”

 

Selvom Karen ikke tænkte voldsomt meget på døden under sygdomsforløbet,  fortæller hun dog, at hun efter sygdommen er blevet meget bevidst om at nyde livet og leve i nuet. Hun er også mere opmærksom på, hvilke ting hun brokker sig over - for hun vil ikke spilde tiden på noget unødvendigt. Men man kan stadig godt blive irriteret over småting, og det er ikke sådan, at alt bare kører på skinner hele tiden - hun forsøger bare at leve et helt normalt liv, uden at lade de tidligere oplevelser påvirke hendes hverdag alt for meget.

 

Sygdommen tog fart og før hun vidste af det, lå hun i en hospitalsseng omgivet af læger, der skulle tage stilling til hendes situation. Tankerne fløj rundt i hovedet på Karen, og det kunne til tider godt være svært at holde styr på alle de vildfarne tanker.

 

En scene står dog tydelig mellem alle de forvirrende tanker; juleaften 2010.

 

Karen vågner op kl. 08:00 med 40 i feber og svedperle, der pibler af panden. Det sner udenfor vinduet, men Karen når ikke at nyde det yderligere før hun akut bliver transporteret til Skejby Sygehus. Dog viste sneen sig at være alt andet end smuk, da familien sidder fast i deres bil på vej til sygehuset. Det var tæt på, at Karen var blevet hentet af en ambulance. Heldigvis når de frem uden yderligere problemer. Da Karen bliver indlagt er det i selskab med to andre børn; de står dog ikke særlig klart i hukommelsen. Det er sygeplejerske Karsten og Lis, der tager imod Karen julemorgen. Dagen var uskarp det meste af tiden, men juleaften er relativ klar. Karens seng blev rykket ud i fælleskøkkenet, så hun kunne fejre jul med sin mor og far på trods omstændighederne.

 

D. 10 februar 2011 blev Karen erklæret rask, og hun kom hjem til Odense med et smil på læben. Hun er meget taknemlig for at være i live, men samtidig var døden ikke noget, hun brugte meget tid på at reflektere over.